SPAGHETTI MEATBALLS

Spaghetti Meatballs - low FODMAP opskrift

Spaghetti Meatballs er lidt overset i forhold til Spaghetti Bolognese, men det smager bare så meget bedre! Der er selvfølgelig lidt mere forberedelse i forhold til bolognesen, men der er en helt anden smag i Spaghetti Meatballs, så det er helt klart det ekstra arbejde værd.

Man kan sagtens fryse retten, og det kan måske være en god idé at bruge tiden på at lave en stor portion, så man ikke skal stå og rulle kødboller igen snart, hvis du nu bliver ligeså vild med retten som mig.

Ingredienser til kødbollerne:

  • 1 pakke hakket oksekød, 400 gr. økologisk
  • 1 pakke hakket kalv/svin, 400 gr. økologisk
  • 1 bundt frisk basilikum
  • 1 bundt frisk persille
  • 2-3 stænger frisk rosmarin eller frisk timian
  • 1 dl. hirseflager
  • 2 æg, økologiske
  • 200 ml. laktosefri yoghurt naturel
  • 1 bundt forårsløg (kun den grønne del)
  • ½ dl. revet parmesan
  • 3 tsk. salt
  • Friskkværnet peber efter egen smag
  • 3 spsk. hvidløgsolie
  • Rismel (til at rulle kødbollerne i)

Ingredienser til tomatsovsen:

  • 1 bundt forårsløg (kun den grønne del)
  • 1 lille dåse tomatpasta
  • 4 dåser flået tomat
  • 4 spsk. sukker
  • 6 laurbærblade
  • 1 dl. laktosefri fløde
  • Salt og friskkværnet peber efter smag
  • Hvidløgsolie til stegning

Ingredienser til spaghetti:

  • 1 pakke glutenfri spaghetti uden FODMAPs (kan findes i større supermarkeder såsom Føtex eller i SuperBrugsen)
  • Vand
  • Olivenolie
  • Salt

Fremgangsmåde:

Hak begge bundter forårsløg, og svits dem i en gryde med hvidløgsolie.

Put halvdelen af forårsløget i en skål.

Bland alle ingredienserne (undtagen rismel!) til kødbollerne i skålen med forårsløg.

Stil farsen i køleskabet til at hvile.

Steg tomatpasta i gryden med forårsløg.

Tilsæt resten af ingredienserne til tomatsovsen, og lad det simre i gryden ved svag varme.

Hæld rismel ud på et rent køkkenbord.

Tag farsen ud af køleskabet.

Rul små kødboller af farsen, og tril dem i rismel. Det hjælper til at holde den runde form når de steges.

DSC_5565

Varm en pande med hvidløgsolie.

Steg kødbollerne på panden, og læg de stegte kødboller i tomatsovsen. De behøver ikke blive gennemstegt, da de bliver færdige i tomatsovsen.

Når al farsen er stegt, og kødbollerne er puttet i tomatsovsen, sættes vand over til pasta.

Mens pasta koges færdig, skal tomatsovsen simre ved svag varme. Smag eventuelt til undervejs, og vurder, om der skal tilsættes mere sukker, salt eller peber.

Server i en dyb tallerken, med frisk persille på toppen.

Mums!


PRØV OGSÅ
FOCCACIA MED OLIVEN
SPAGHETTI BOLOGNESE
TOMATSALAT
GULERODSKAGE