SPAGHETTI BOLOGNESE

Spaghetti Bolognese - low FODMAP opskrift

Spaghetti bolognese er en klassiker – og det er der en grund til. Lækker pasta al dente, smagen af modne tomater og fantastiske krydderurter giver bare en smagsoplevelse som de fleste er fan af.

Man skal for guds skyld bare sørge for at lave en lækker bolognese. Ellers ender man med en kedelig blanding af noget gråt kød, sur tomatsovs og ingen smag – og det er bare ikke anstrengelserne værd.

Jeg elsker bolognese, når den er blevet kælet for, og har fået lov til at simre. Bolognese skal nemlig simre, hvilket mange glemmer. De fleste bruger det som en nem hverdagsret, og giver slet ikke tid til at lade smagen udvikle sig – og så ender man med noget, der bare ikke er værd at gå om bord i.

Derudover er bolognese jo fantastisk som restemad, og det smager næsten bedre dagen efter. Man kan lave en stor portion, og så er man dækket ind med aftensmad resten af ugen, eller man kan fryse det ned i portionsstørrelser, så det er nemt at tage op af fryseren og varme på en travl hverdagsaften.

Jeg putter altid masser af grøntsager i min bolognese, og indholdet skifter egentlig altid efter hvad vi har lyst til og hvad der lige er i sæson. Brug det, du bedst kan lide, så bliver det altid en succes.

Ingredienser:

  • 400 gr. økologisk hakket oksekød, fedtfattigt
  • 100 gr. økologisk pancetta (eller bacon, hvis du ikke har pancetta)
  • 400 gr. modne tomater
  • 3 porrer, kun den grønne del
  • Hvidløgsolie
  • Olivenolie
  • 2-3 gulerødder alt efter størrelse
  • Et kvart knoldselleri
  • 1 frisk broccoli (maks 60 gr. per portion)
  • 100 gr. frisk spinat
  • Laktosefri fløde
  • 2-4 dl. rødvin
  • 2 dl. kyllingebouillon
  • 2 spsk. rørsukker
  • Frisk timian
  • Frisk rosmarin
  • Frisk basilikum

Fremgangsmåde:

Skær gulerødder, knoldselleri og det grønne af porrer fint og steg i hvidløgsolie indtil porrerne er bløde. Læg til side.

Steg pancetta og hakket oksekød i hvidløgsolie til det er gennemstegt og læg til side.

Hak og mas tomaterne i en stor gryde og steg i olivenolie med lidt sukker, rosmarin og timian.

Tilsæt nu kød og gulerødder, knoldselleri og porrer.

Tilsæt 2-3 dl. vand sammen kyllingbouillon og rødvin.

Nu skal det hele stå og samle sig mens det simrer i en times tid.

Når det er kogt godt sammen tilsætter du broccoli – steg dem evt. på en pande i noget olie inden. Smid også spinat i.

Smid et skvæt laktosefri fløde i – ikke meget, men lidt gør en fantastisk forskel.

Smag nu til med salt og server med pasta kogt al dente og med frisk basilikum på toppen.


PRØV OGSÅ
KUNG PAO CHICKEN
PORCHETTA
CHEESECAKE MED LIME
JORDBÆRKOMPOT MED KNAS