RØD THAI KARRY

Rød thai karry - low FODMAP opskrifter

Rød thai karry

Rød karry er en af de retter, jeg bare aldrig bliver træt af. Den er lige præcis det rette miks af cremet kokosmælk, frisk ingefær og varme fra chilien.

Det er også en af de mere børnevenlige retter og så kan den varieres i en uendelighed med forskellige grøntsager, kød og tofu.

Faktisk er den super nem at lave vegansk eller vegetarisk, hvis man gerne vil det.

Og så er det jo en ret der er nem at lave i store portioner, så man enten har rester til næste dag, eller rester til fryseren.

Herhjemme elsker vi at lave store portioner ad gangen, så vi kan tage med på frokost i løbet af ugen – det slår altså en kedelig rugbrødsmad hver gang!

For mig er eneste udfordring med retten den karry pasta man skal bruge og så selvfølgelig, hvis der kommer for meget chili i (men når man laver retten selv, kan man jo heldigvis dosere efter ens egne smagsløg).

Jeg bruger derfor min egen karry pasta, som jeg har lavet en stor portion af og frosset ned i mindre portionsstørrelser. På den måde undgår jeg særligt hvidløg, som virkelig er en udfordring for mig.

Jeg skal måske indskyde, at karry pastaer er super nemt at lave. Jeg laver som regel både rød, gul og grøn på samme tid, og det tager mig mindre end en halv time. Se mine opskrifter på karry pastaer her.

Når først du har din karry pasta liggende klar i fryseren (eller måske laver du den bare klar lige før du skal bruge den) er du klar til at lave en af de nemmeste thai retter, du kan komme i nærheden af.

Vi elsker at tilføje så mange grøntsager som muligt.

Du kan også bare lave denne super nemme spidskålssalat til. Den giver en fantastisk friskhed til retten, som måske godt kan blive en smule tung, hvis du ikke tilsætter lige så meget ingefær og lime som mig.

Så er det ellers bare at komme i gang i køkkenet! Om 20-30 minutter har du et lækkert, sundt og super nemt aftensmåltid.

Ingredienser:

  • 250 gr. kylling eller tofu
  • 2 dåser økologisk kokosmælk
  • Et bundt forårsløg (kun den grønne del)
  • Limeblade
  • Saft og revet skal af 2 lime
  • 6 cm. frisk ingefær
  • 4 spsk. rød karry pasta
  • 2-4 spsk. fiskesovs efter smag ELLER 2 spsk. soya hvis du laver retten vegansk
  • Et par nelliker
  • Chilipulver efter smag
  • Grøntsager – eksempel broccoli, aubergine, squash, gulerødder
  • Hvidløgsolie til stegning
  • Frisk koriander eller basilikum til topping

Fremgangsmåde:

Start med at udbløde limeblade i vand.

Dup dit kød eller tofu tørt og skær i mindre stykker. Hvis du bruger tofu er det en god idé at presse så meget væske ud som muligt.

Hak forårsløg fint.

Skær dine grøntsager ud.

Skræl og riv ingefær fint.

Skær udblødte limeblade i fine stykker.

Varm så lidt hvidløgsolie op i en pande.

Start med at tilsætte rød karry pasta og steg et par minutter. Lad en teskefuld blive tilbage, som du skal bruge til kød/tofu.

Tilsæt så forårsløg og steg til de er bløde.

Tilsæt nu ingefær, saft og skal af lime, limeblade, chili, nelliker og fiskesovs/soya og lad det stege videre et par minutter.

På en pande ved siden af steger du nu kød eller tofu i lidt hvidløgsolie og den smule rød karry pasta, du lod blive tilbage. Giv gerne en god stegeskorpe, det er super lækkert i retten.

Nu tilsætter du kokosmælk i din pande med karry pasta, ingefær, lime nelliker og forårsløg og rører det hele sammen.

Når kød eller tofu har fået en god stegeskorpe tilsætter du i kokosmælk-blandingen.

Lad det hele samle sig lidt mens du på panden ved siden af steger giver dine grøntsager en hurtig stegning, inden du tilsætter til kokosmælk-blanding.

Smag til – manger den soya eller fiskesovs, lime eller chili?

Server med frisk koriander eller basilikum på topping og ris.

MUMS!


PRØV OGSÅ
CURRY PASTE – KARRYPASTA – RØD, GUL OG GRØN
KUNG PAO CHICKEN
INDISK INSPIRERET SALAT
KOLDE FORÅRSRULLER MED PEANUTDIP