LANGTIDSKOLDHÆVEDE SPELTBOLLER MED GRØD

langtidskoldhaevede-speltboller

Jeg falder altid i, når supermarkedet har spændende nye spotvarer. Mit sidste “fejlkøb” var en kornblanding, man kunne koge til grød. Ret fjollet køb, når jeg egentlig havde alle ingredienserne separat i skabet i forvejen…

Min kæreste syntes da også, at det var lidt overflødigt, men jeg var helt sikker på, at det skulle jeg nok få lavet. Jeg fik lavet en portion grød en gang, og så stod det ligesom bare i skabet og fyldte… Da jeg måtte bevise, at det ikke var helt så stor en fejltagelse, måtte jeg jo finde på noget at lave – særligt, da jeg egentlig ikke er så stor fan af grød i øjeblikket.

Brød er heldigvis altid nemt at få til at smage godt, og man kan tilføje mange spændende ting. Nu fik jeg brugt min grødblanding!

Grødblandingen består af hirseflager, glutenfri grove havregryn, majsgryn og risflager. Jeg har senere bagt bollerne bare med hirsegrød, men havregrød eller kolde kogte kartofler der moses, kan også sagtens bruges.

Ingredienser grød:

  • 1 dl. grødblanding / hirseflager / glutenfri havregryn
  • 2 dl. vand

Ingredienser dej:

  • 2,5 dl. sigtet speltmel
  • 2 dl. fuldkornsrismel
  • 1 spsk. smagsneutral olie
  • 1 dl. vand
  • 2 målebæger FiberHusk
  • 15 gram gær
  • 2 tsk. salt
  • 2 spsk. ahornsirup

Fremgangsmåde:

Start med at koge grøden og lad den køle lidt af.

Bland sigtet speltmel og rismel i en skål.

Bland herefter vand og olie sammen med FiberHusk og lad det gelere. Tilsæt herefter gær.

Når FiberHusk er er geleret i vandet, blandes den våde blanding i grøden og røres sammen med salt og ahornsirup.

Bland nu den tørre melblanding sammen med den våde del og rør det sammen. Blandingen er ret våd, men skal selvfølgelig ikke være for våd. Tilsæt evt. lidt mere mel.

Put nu film over og put i køleskabet i minimum 24 timer og gerne op til 48 timer.

Når der skal bages boller, bruger du to skeer til at forme nogle grove boller på et stykke bagepapir. Drys evt. med lidt hirseflager eller grove havregryn.

Sæt i en kold ovn, og bag på 250° varmluft i ca. 25 minutter. Bollerne skal lyde hule når man knipser på bunden.


PRØV OGSÅ
INGEFÆRMARMELADE
HAVREBOLLER
VANILJEKRANSE
GLUTENFRI MORMOR-PANDEKAGER