Min kæreste lavede en lækker flæskesteg en aften, og der var masser af rester. Jeg elsker flæskestegssandwich, men der er både de rigtig gode og de rigtig dårlige varianter.
Jeg foretrækker, der ikke er for meget “fedtelse” i flæsestegssandwich, for flæskestegen i sig selv er jo ret fed, og det kan hurtigt blive for meget.
Vi lavede to forskellige varianter, en med en variation over coleslaw og en med rødkål. Der var mad nok, så vi fik også flæskestegssandwich til frokost dagen efter. Til frokost lavede jeg en kombi af de to – og det var et hit! Vi lavede også en traditionel rødkål fra bunden. Hvis du ikke gider det, kan du også nøjes med at bare varme et par skiver rødkål i en gryde og evt. tilsætte lidt eddike og sukker, men den helt hjemmelavede version fra bunden er bare genial.
Til sandwichen brugte jeg nogle hjemmebagte boller med gulerod og mørk øl. Det er den nemmeste opskrift, og bollerne kan sagtens fryses, så lav evt. en stor portion, hvis du ikke er så vild med at bage. Jeg tog ingredienserne lidt på slump, så føl dig frem med mængderne. Det kommer an på melet og hvor meget væde der er i gulerødderne.
Ingredienser gulerodsboller:
- 1 mørk øl 33 cl. (Jeg brugte en mørk Leffe)
- Sigtet speltmel
- Majsmel
- 2-3 gulerødder afhængig af størrelse
- 10 gr. gær
- 1 spsk. ahornsirup
- 2 spsk. smagsneutral olie
- 2 tsk. HUSK Fibre
- 1,5 tsk. salt
Ingredienser dressing:
- 100 gr. laktosefri skyr naturel
- Et par spsk. sød sennep efter smag
- En knsp. salt
Ingredienser coleslaw:
- 2-3 gulerødder alt efter størrelse
- Et kvart knoldselleri
- 4 spsk. dressing
Ingredienser rødkål:
- 1 økologisk rødkål (de er som regel mindre end de ikke-økologiske. Hvis du har fået fingre i et stort rødkål, kan du nøjes med et halvt)
- 1 dl. æbleeddike
- 1 dl. hvidvinseddike
- 1 tsk. andefedt (hvis du ikke lige ligger inde med andefedt kan du bruge smagsneutral olie og evt. en halv tsk. andebouillon, hvis du har)
- Allehånde, knust efter smag
- 1 kanelstang
- 2 spsk. rørsukker
- Salt
Derudover:
- Flæskesteg med sprød svær
- Cornichoner
- Evt. syltede agurker
Fremgangsmåde gulerodsboller:
Hæld øl ud i en skål, og tilsæt gær, salt, ahornsirup, HUSK Fibre og olie.
Lad blandingen stå, mens du skræller og river gulerødder fint.
Tilsæt gulerødder.
Bland nu sigtet speltmel og majsmel i, med en del hver. Tilsæt en smule af gangen, til dejen har en ensartet konsistens. Den skal være ret våd, men ikke flydende.
Lad nu dejen koldhæve i køleskab i mindst 12 timer, gerne op til 48 timer.
Når dejen er færdighævet, tages den ud af køleskab.
Sæt dejen i boller med to skeer og pensl med lidt kaffe, æg, eller mælk.
Bag i ovnen på 200° grader varmluft i ca. 25 minutter.
Fremgangsmåde rødkål:
Skær rødkål groft.
Steg det kort i andefedt/smagsneutral olie og andebouillon.
Tilsæt allehånde og kanel og rør.
Tilsæt hvidvinseddike, æbleeddike og salt, og lad det simre under låg 1-2 timer.
Fremgangsmåde coleslaw:
Skræl og vask gulerødder og knoldselleri.
Snit gulerødder og knoldselleri julienne (meget fint).
Bland det med dressingen, og så er der nem FODMAP-fri coleslaw.
Fremgangsmåde flæskestegssandwich:
Varm flæskestegen i ovnen, så sværene bliver sprøde igen. Skær den derefter ud i skiver og tag sværene fra.
Varm bollerne i ovnen og halver dem. Steg dem med indersiden nedad på en pande med lidt smør.
Skær cornichoner i tynde skiver.
Nu skal sandwicherne samles. Jeg prøvede en kombi af de to, vi lavede, som smagte fantastisk. Hvis du vil have lidt variation kan du også lave disse to forskellige:
Flæskestegssandwich med rødkål:
Smør bollen med lidt dressing.
Kom rødkål nederst i bollen og tilsæt et par tynde skiver cornichoner og evt. lidt syltet agurk.
Læg en skive flæskesteg ovenpå og læg to sprøde svær henover. Afslut evt. med lidt mere rødkål og tynde skiver cornichoner. Lækkert!
Flæskestegssandwich med coleslaw:
Der er allerede dressing i coleslaw’en, så man behøver ikke umiddelbart mere – men hvis du ligesom mig er glad for dressing, smører du bare lidt på bollen.
Læg coleslaw nederst og ovenpå en skive flæskesteg. Læg tynde skiver cornichoner og to sprøde svær henover. Tilsæt evt. også lidt syltet agurk, og så er der serveret.
Mums!