FISH ‘N CHIPS – UDEN FRITURE

Fish 'n Chips - low FODMAP opskrift

Efter en tur til Dublin fik vi spist en del fish ‘n chips, men det afholdt os ikke fra at få lyst til det igen, da vi var kommet hjem.

Jeg er dødsensræd for at friturestege i en gryde hjemme på vores gaskomfur, så jeg besluttede mig for bare at stege dem – så kan man jo altid bilde sig selv ind, at det er fordi, man vælger den “sundere” udgave.

Jeg blev også helt vild med deres sauce tartare, som de serverer til fish ‘n chips, så det måtte jeg selvfølgelig også lave. Opskriften her giver en ret stor portion, så hvis man ikke lige er helt store dip-fan, skal man nok overveje at lave halv portion.

Ingredienser fisk:

  • 2 store torskefileter
  • 2 spsk Maizena
  • 200 gr. majsmel
  • 0,33 l mørk øl (jeg brugte en Newcastle Brown Ale)
  • 1,5 tsk. bagepulver
  • Salt og peber
  • Rapsolie til stegning

Ingredienser chips:

  • 6 store kartofler
  • Olivenolie
  • Salt og peber

Ingredienser sauce tartare:

  • 4 spsk god mayonnaise
  • 1,5 spsk finthakkede kapers
  • 1,5 spsk finthakkede cornichoner
  • 1,5 spsk finthakket persille
  • 1 spsk hakket purløg
  • 0,5 spsk dijonsennep
  • 1 spsk finthakket forårsløg (kun den grønne del)
  • Salt og peber

Fremgangsmåde:

Start med at skære kartoflerne ud i tykke skiver, og put dem i en plastikpose med olivenolie. Læg kartoflerne ud på en bageplade og tilbered dem i ovnen ved 200° varmluft i ca. 25 minutter.

Begynd derefter at hakke alle ingredienserne til sauce tartare, bland dem sammen, og smag til med salt og peber.

Læg derefter torskefileterne klar, og giv dem et drys salt.

Bland alle ingredienserne til dejen (majsmel, bagepulver og øl) i en skål. Da torskefileterne skal tilberedes på panden og ikke frituresteges, skal dejen være ret tyk, så den kan sidde fast på fileterne.

Varm en pande med rigeligt olie.

Vend derefter torskefileterne i Maizena og dyp dem i dejen. Steg på panden ved høj varme i ca. 2-3 minutter på hver side alt afhængig af, hvor tykke fileterne er, og lad eventuelt fileterne dryppe af på et stykke køkkenrulle.

Tag kartoflerne ud af ovnen og drys salt og friskkværnet peber over dem.

Server med frisk persille og en skive citron.

Mums!


PRØV OGSÅ
SPAGHETTI BOLOGNESE
FLÆSKESTEGSSANDWICH
VINTERSALAT
PORCHETTA