DEN MEST SVAMPEDE KANELSNEGLEKAGE I VERDEN

Jeg har et absurd passioneret forhold til kanel, og jeg ELSKER simpelthen al kage med kanel. Det bedste jeg ved er ægte, svenske kanelsnegle (‘kanelbullar’) med perlesukker og masser af kanel.

Udfordringen med kanelsnegle er dog, at alt det lækre snaskede og kanelede indhold har tendens til at forsvinde under bagningen, og flade ud på bagepladen. Og det får man jo ikke særlig meget ud af, hvis man ikke har tænkt sig at spise bagepapir. Så derfor er jeg så stor fan af denne kanelsneglekage, hvor alt del lækre indhold bliver holdt på plads af formen, så man får det hele med. Og det smager bare SÅ godt!

Kagen kræver en del forberedelse, så det er bedst til en weekend-kage, men man kan også starte den aftenen før (evt. fredag), så man har lækker kage til kaffen lørdag eftermiddag.

Den er helt sikkert arbejdet værd, og det er efterhånden blevet lidt af en klassiker herhjemme. Jeg lader som regel dejen koldhæve á to omgange, og det er mest det, der gør kagen lidt tidskrævende. Man kan formentlig godt nøjes med at lade den koldhæve en gang – i så fald vil jeg anbefale, man vælger den del, hvor kagen er sat i form.

Ingredienser dej:

  • 500 gr. sigtet speltmel, økologisk
  • 70 gr. rørsukker
  • 5 gr. salt
  • 1,5 tsk. stødt kardemomme
  • 2,5 dl. laktosefri mælk
  • 25 gr. gær
  • 60 gr. laktosefri smør
  • 1 æg
  • 1 ekstra æg til pensling

Ingredienser kanelfyld:

  • 150 gr. laktosefri smør
  • 50 gr. brun farin
  • 50 gr. rørsukker
  • 1/2 ahornsirup
  • 1,5 spsk. ægte kanel

Fremgangsmåde:

Hæld mælk i en stor skål, og opløs gøren heri. Det tager lidt længere tid når mælken er kold, men sørg for, at gæren er helt opløst, før du går videre.

Pisk ægget ud i mælken, og tilsæt sigtet speltmel, sukker, salt og kardemomme. Ælt nu dejen til den er glat og slipper skålen.

Hvis du er den heldige indehaver af en røremaskine skal du ælte dejen i omkring 20 minutter på medium hastighed. For os andre, der må bruge muskelkraft, skal man ælte indtil dejen har den rigtige konsistens. Det kan være en god idé at dele dejen op i mindre portioner når man ælter med håndkraft, for det gør det lidt lettere, og så samle det hele til sidst.

Skær nu smør i mindre stykker og tilsæt dejen. Ælt nu samme tid som før – også selvom det efterhånden kan mærkes i mullerne!

Lad dejen starte hævning i en halv times tid et lunt sted, og stil så i køleskabet natten over, gerne et døgns tid. Hvis du vil springe denne del af koldhævningen over skal dejen bare hæve 1,5 time et lunt sted under et klæde.

Når dejen er færdig med at hæve første runde, tager du den ud af køleskabet.

Nu skal du lave kanelfyldet:

Bland smør, brun farin, sukker, sirup og kanel sammen. Vær sikker på, der ikke er smørklumper i blandingen.

Rul nu dejen ud i en rektangel, der er 30×50 cm. og ca. 0,5 cm. tyk.

Smør kanelblandingen ud over dejen i et jævnt lag, og rul dejen sammen til en pølse. Denne her del synes jeg altid er lidt svær, og det ender som regel med at fedte ret meget for mig. Det er bare ret vigtigt, at kanelmassen kommer helt ud til kanten, så man må bare acceptere lidt oprydning bagefter.

Smør en springform og skær snegle ud i 12 lige store stykker fra “pølsen”. Det kan være lidt svært ikke at komme til at mase sneglene når man skærer dem ud, men det er jo pænest med helt runde snegle. Jeg har fundet ud af, at det bliver lidt nemmere, hvis jeg bruger en rigtig skarp kniv og sørger for at gøre den ren efter hver skive.

Sæt sneglene i springformen og lad dem hæve natten over i køleskabet.

Når de er klar til at bage, pensler du kagen med æg og bager i ovnen (ikke varmluft) ved 180° i ca. 25 minutter til kagen er gylden og lækker.

Mums!


PRØV OGSÅ
KNÆKBRØD
PANNA COTTA MED SALTKARAMEL
TANDOORI CHICKEN
INDISK INSPIRERET SALAT