Macarons…
Der er nok efterhånden ikke mange tilbage i det ganske danske land (eller i hele resten af verden, for den sags skyld), der ikke er blevet forelsket i den lille sprøde og bløde franske makron.
Jeg havde selv gået og sukket efter at smage macarons i meget lang tid – men for dælens da, de er jo godt nok lidt dyre! Og de skulle jo samtidig være ret komplicerede at lave, og når man så ikke engang ved, hvornår de er rigtige, kunne jeg ikke helt overskue at gå i gang med at bage macarons selv.
Men så, da min kæreste og jeg var på nytårsferie i Budapest, og havde sat os ind på en pæn café for at få varmen, øjnede jeg chancen.
Vi blev placeret lige ved en smuk gammeldags montre, hvor macarons i alskens farver var placeret.
Alt er jo billigt i Budapest, og derfor fik jeg overbevist min ellers ret skeptiske kæreste om, at det var en absolut nødvendighed, at vi også købte nogle macarons til vores kaffe. Jeg fik ikke lov til at købe en af hver, som jeg ellers var ret forhippet på, men valgte så tre forskellige: Chokolade, hindbær og mynthe.
Og hold da nu helt op, hvor var de små macarons præcis lige så fantastiske, som jeg havde forestillet mig.
Sprøde udenpå, cheewy indeni, og fuld af smag fra ganachen.
Siden da har jeg længe haft lyst til at prøve kræfter med macarons herhjemme, men hver gang jeg prøvede at læse lidt om det, mistede jeg modet. For det lød jo ret besværligt altså.
Men så var der alligevel en dag, hvor jeg ikke kunne helt lade være med at forsøge.
Da jeg overhovedet ikke var forberedt, og derfor ikke havde de remedier, man ellers skal bruge til de lækre farvede macarons (pulverfarve), faldt mit valg på chokolademacarons. For det kakaopulver, der skal i macarons, farver jo brun af sig selv, og så var jeg ude over det problem.
Her skal lige indskydes, at der i macarons jo både er mandelmel og kakaopulver, der begge indeholder oligo. Så hvis du reagerer på dette, skal du nok træde varsomt med chokolademacarons.
Jeg fik testet min tolerance – mest fordi jeg ikke kunne stoppe med at spise macarons, fordi de var så lækre! Og jeg burde nok være stoppet efter 5 macarons (under alle omstændigheder – ikke kun på grund af FODMAPs 🙂 ). Og jeg burde nok i hvert fald ikke have spist 2 næste morgen inden jeg gik på arbejde… Men sådan bliver vi jo alle klogere.
Jeg ville virkelig ønske jeg kunne sige, jeg havde lært af konsekvenserne for mit grovæderi, men jeg må jo nok indrømme, at jeg ville have utroligt svært ved at holde mig tilbage, hvis jeg fik serveret et fad macarons lige nu og her. For de er altså virkelig lækre!
Ingredienser macaron:
- 130 gr. mandelmel
- 150 gr. flormelis
- 20 gr. kakaopulver
- 50 gr. æggehvide
- 150 gr. sukker
- 50 gr. vand
- 50 gr. æggehvide
Ingredienser ganache:
- 100 gr. mørk chokolade
- 60 ml. laktosefri piskefløde
- 15 gr. glukosesirup
- Evt. 1 knsp. havsalt
Fremgangsmåde macarons:
Sigt mandelmel, flormelis og kakaopulver i en skål, og tilsæt æggehviden.
Smelt sukker og vand i en gryde over lav varme. Lad det langsomt stige til 118 grader.
Pisk æggehviden stiv i en skål.
Hæld den 118 grader varme masse langsomt i den piskede æggehvide mens du stadig pisker. Medmindre du er virkelig hård til crossfit eller andet, anbefaler jeg et godt elektronisk piskeris.
Når massen er pisket godt sammen, skal du tilsætte massen med mandelmel.
Først tager du en smule pisket æggehvide, og rør det godt sammen med mandelmassen. Du må godt være lidt hårdhændet her, for det er vigtigt det bliver blandet godt sammen.
Så vender du forsigtigt resten af de piskede æggehvider i mandelmassen og passer på, du ikke får vendt luften ud af æggehviderne.
Kom dejen i en sprøjtepose med en lilletylle, så det er nemt for dig at styre.
Sprøjt nu dejen ud på en bageplade i små ensartede cirkler. Jeg tegnede cirkler på bagsiden af bagepapiret, så jeg havde nogenlunde styr på størrelsen. Vær opmærksom på, at dejen flyder lidt ud, så der skal være god plads mellem cirklerne, så de ikke vokser sammen til en stor macaron.
Når du har sprøjtet al dejen ud, skal du i gang med luftboblerne.
Først banker du bagepladen meget bestemt ned i bordet et par gange, så luftboblerne flyder op til overfladen.
Hvis de ikke går i stykker af sig selv, må du forsigtig i gang med en tynd nål, som du kan punktere luftboblerne med.
Når du har fået has på luftboblerne, skal du lade dejen hvile på køkkenbordet en times tid, så der bliver dannet en tynd hinde på din macaron.
Bag dine macaron ved 175° varmluft i ca. 10 min.
Lad nu dine macarons køle godt af, mens du forbereder din ganache.
Fremgangsmåde ganache:
Smelt chokoladen i en skål over et vandbad.
Bring piskefløden med glokusesirup og salt i kog meget kort.
Pisk fløden over den smeltede chokolade.
Kom i en sprøjtepose, og lad hvile i køleskab et par timer, mens dine macarons først venter på at blive bagt og efterfølgende ligger og køler af.
Nu skal du samle dine macarons.
Sprøjt en passende masse ud på en bund og saml med en anden bund. Så er det bare om at fortsætte indtil du ikke har flere bunde tilbage.
Når du skal servere dine macarons, sigter du lidt kakaopulver ud over.
Mums!