CHICKEN TIKKA MASALA

Chicken Tikka Masala - low FODMAP opskrift

Indisk mad smager fantastisk, men kan være problematisk i en FODMAP-diæt. Jeg har tilrettet opskriften på Chicken Tikka Masala, så den ikke indeholder FODMAPs, og jeg kan personligt ikke smage forskel. Servér eventuelt med naan og yoghurtsovs, og selvfølgelig ris.

Vi havde en hel kylling, som vi bare parterede, så lår, vinger, bryst osv. kogte med i sovsen hele. Hvis man ikke lige har mod på at bruge en hel kylling, kan man bare bruge bryst eller inderfilet, som man skærer i mindre stykker.

Ingredienser marinade:

  • 1 hel økologisk kylling i mindre stykker eller ca. 500 gr. økologisk kyllingbryst eller filet
  • 2 dl. laktosefri yoghurt
  • 4 spsk. hvidløgsolie
  • 2 spsk. frisk ingefær, snittet fint
  • 4 tsk. garam masala
  • 2 tsk. gurkemeje
  • 2-4 spsk. chiliflager, alt efter hvor stærk man vil have retten
  • 1 tsk. stødt nellike
  • Salt
  • Saft af 1-2 lime, alt efter hvor meget saft de giver

Ingredienser tikka masala-sauce:

  • 1 stor porre, finthakket (kun den grønne del)
  • 1 spsk. frisk ingefær, snittet fint
  • 140 gr. tomatpuré
  • 2 tsk. gurkemeje
  • ca. 3 håndfulde hasselnødder, hakket fint
  • 2-3 dl. vand
  • 1,5 dl. laktosefri piskefløde
  • 2 spsk. hvidløgsolie og 2 spsk. smagsneutral olie til stegning

Fremgangsmåde:

Bland alle ingredienserne til marinaden. Skær din kylling ud i mindre stykker, og bland det hele i en skål. Lad kyllingen marinere så længe som muligt, gerne mindst 1 time.

Tænd ovnen på varmluft 240°. Når din kylling har marineret længe nok, kommes den i et ovnfast fad sammen med marinaden, og bages i ovnen på 240°. Stegetiden er afhængig af, hvor store stykker kylling du har. Hvis du har kylling der stadig sidder på knogle, skal den nok have omkring 40 minutter i ovnen, men hvis du har skåret bryst ud i små stykker, kan 25 minutter være nok.

Sæt nu dine ris over, så de har tid til at koge færdige og hvile.

Mens kyllingen stadig er i ovnen, startes sovsen.

Hak porren fint, og steg i hvidløgsolie.

Tilsæt de hakkede hasselnødder og ingefær og steg videre.

Tilsæt nu tomatpuré og gurkemeje og sørg for, at dette også steges godt igennem.

Når det hele er stegt godt igennem tilsættes vand, og det hele skal have et opkog.

Tilsæt nu kyllingen og marinaden fra det ildfaste fad.

Tilsæt fløde og lad hele retten samle sig mens det simrer.

Servér med ris, naan og yoghurt-sauce.


PRØV OGSÅ
TACOS MED OKSEKØD OG BLØDE TACOSKALLER
TANDOORI CHICKEN
INDISK INSPIRERET SALAT
BUTTERCHICKEN MED NAAN OG GURKEMEJERIS