RABARBERTÆRTE MED CRUMBLE

rabartertaerte - low FODMAP opskrift

Havens sidste rabarber blev plukket i weekenden, og de skulle jo bruges til noget lækkert. Rabarbertærte er en klassiker i vores familie, der stammer fra min bedstemor. Jeg har lavet lidt om på den helt klassiske, 

og den er, hvis jeg selv skal sige det, meget nem at lave.

Jeg tog ingredienserne til rabarberkompotten lidt på slump, men du bare selv justere op eller ned på sukkermængden, alt efter hvor syrlig, du kan lide din tærte. Jeg kan godt lide min ret syrlig, men min kæreste mente, der skulle have været mere sukker i – så der er du nok nødt til at være din egen dommer.

Jeg lavede denne tærtedej med olie, men næste gang, vil jeg nok bruge laktosefri smør. Jeg synes, dejen blev en smule for “fedtet” eller våd, og det var svært, at få den helt rigtige konsistens. Men men, man lærer hen ad vejen, og nu er der bare en god grund til at lave mere lækker tærte.

Ingredienser bund:

  • 100 gr. rismel
  • 50 gr. majsmel
  • 50 gr. mandelmel (kan erstattes med mere majsmel)
  • 1 målebæger HuskFibre
  • Ca. 1 dl. smagsneutral olie
  • Ca. 3/4 del koldt vand
  • 1 tsk. salt

Ingredienser rabarberkompot:

  • 500 gr. friske rabarber
  • Ca. 3 spsk. rørsukker
  • Vanilie af en stang
  • 1 tsk. kartoffelmel

Ingredienser crumble:

  • 1 dl. grovvvalsede, glutenfri havregryn
  • 1 spsk. mandelmel eller hasselnøddemel (kan udelades eller erstattes med hirseflager)
  • 20 gr. laktosefri smør
  • 1 spsk. rørsukker

Fremgangsmåde:

Start med at samle tærtedejen. Det gøres, ved først at blande det meste af vandet og det meste af olien i en skål med HuskFibre. Hvorfor kun det meste? Det er ikke altid til at vide, hvor meget væske en dej skal bruge, og derfor er ikke grund til at tilsætte det hele på en gang.

Bland nu de tørre ingredienser til dejen i en anden skål.

Når HuskFibre har geleret i væsken, tilsætter du det til de tørre ingredienser og rører sammen. Brug evt. dine hænder til at samle dejen. Du må vurdere, om der skal tilsættes mere vand eller olie.

Rul dejen til en kugle, og put husholdningsfilm rundt om. Stil i køleskab i mindst en time.

Skær rabarber i mindre stykker og tilsæt sukker, vanilie og kartoffelmel. Stil i køleskab en times tid.

Når dejen har hvilket, skal den presses ud i en smurt form. Dejen er vanskelig at rulle, derfor var det nemmere bare at fordele med hænderne i formen.

Bag nu dejen blindt. Det betyder, at der lægges bagepapir ud over dejen og at der oven på bagepapiret lægges tørre kikærter, bønner eller linser.

Bag blindt i en forvarmet ovn på “almindelig” ovn på 180° i 45 minutter.

Lad nu dejen køle helt af i formen.

Imens laver du din crumble. Det gøres meget nemt ved at samle ingredienserne i en skål og mose det sammen med hånden. Det skal have konsistens som fedtet sand.

Når dejen er kølet af, tilsættes rabarbermassen, og crumble lægges over som låg.

Bag færdig på almindelig ovn på 180° i ca. 40 minutter.

Lad tærten køle helt af, inden den skæres. Server med laktosefri is eller creme fraiche.

Mums!


PRØV OGSÅ
ØRRED MED SALVIE OG CITRON
RABARBERSAFT
GULERODSKAGE
OKSEFOND